Så fik jeg noget at skrive om! Selvom det stadig er noget af et dagbogsagtig emne, så har jeg fået lysten til at skrive tilbage igen. Det er ikke altid ligeså fedt at skrive om noget, man selv synes er død kedelig, som min dagligdag jo er, når jeg ikke laver andet end at arbejde. Det er ligesom om at lysten den svinger op og ned i takt med mit humør. Lige nu er jeg i godt humør, som nok skyldes julen, men i det senere tid har jeg syntes det har virket så meningsløst det arbejde jeg laver, og kan bare ikke vente til jeg begynder på studierne. Men forvent en mere aktiv blog de næste mange måneder. Nu nærmere sig et højdepunkt i mit liv!
Fætter Kim
Vi holdte jul sammen med min fætter Kim og hans familie, som består af to drenge på 3 år og 7 år og en pige på 1 år. Far og Maria holdte jul hjemme hos dem sidste år (jeg var på Island og holdt jul sammen med Marinó), men der boede de i en lejlighed midt inde i Valby og er nu flyttet i en stor villa på landet. De bor i en landsby et sted på den sydfynske kyst og vi skulle da også lige se hvor godt de boede, og de bor sandelig også godt! Men det er alligevel noget af en køretur vi skulle på, specielt da vi var på Femø da vi skulle køre til Fyn (det med Femø er en helt anden historie, som jeg ikke kommer nærmere ind på) og det har nok været en tur på 5 timer, hvis man tæller færgeturen med.
Marias Gave
Jeg havde ugen forinden jeg var taget på ø-ferie, købt gaver til en hele familien, bortset fra Maria. Det var ikke sådan lige til at finde noget i Bilka til hende, da den helst skal have en vis betydning. Hun havde godt nok lavet en ønskeseddel, men jeg har en princip om, at jeg ikke køber de ting som hun skriver på sådan en liste. I år bryd jeg med min princip og bestilte en indo board over nettet (for dem der ikke ved det, så er det en slags bræt man bruger til at træne balancen med, så man kan stå på surfboard). Men da den skal sendes helt fra USA og tidligst kommer efter nytår, printede jeg et billede af den og rammede den ind, så hun havde noget at pakke ud juleaften.
Juleaften
Selveste Juleaften var en hyggelig oplevelse, som den jo plejer at være. De manglede dog nogle juletraditioner, så som at gå i kirke juleaften, danse rundt om træet, spise af træet, først pakke gaverne op når man er færdig med alle traditionerne og kun pakke en op ad gangen. Men det er nogle ting man må undvære når man holder jul sammen med børn. Det eneste de tænker på er gaverne og sådan havde jeg det selvfølgelige også da jeg var i den alder. Det var en forfærdelig pine at skulle synge alle de sange og i det hele taget udholde de langvarige traditioner der hører julen til, når det jo var gaverne det hele handlede om. Det med gaver er blevet meget mindre vigtig for mig og julen er pludselig blevet så meget hyggeligere!
Mine Gaver
Selvom det at få gaverne for mig ikke var midtpunktet i denne jul, så gjorde det ikke noget jeg fik en hel del. Jeg ved ikke om det har noget med min snarlige afrejse at gøre, men det varmer altid når nogen tænker på en. Jeg plejer sådan set være tilfreds bare jeg får min ”Hvem Hvad Hvor” og ”Guiness Rekord Bog” og det er blevet til en fast tradition, hvor det ikke er rigtig jul uden dem. I år fik jeg så oveni det, en digital armbåndsur med mp3 afspiller, som jeg fik af min far. Jeg kommer nok aldrig til at bruge den, da jeg langt bedre kan lide analoge ure, og så er det vel også lidt nørdet med den indbygget mp3 afspiller. Fra min mor fik jeg den nyeste Asterix tegneserie i hardback version. Det var en virkelig fed gave, da Asterix har været min ynglings tegneserie, og jeg troede ikke der blevet lavet flere. Denne udgave er så lidt for fantasifuld synes jeg og går lidt for vildt, da de får besøg fra rummet. Ude i rummet har man hørt om gallernes magiske drik og de gerne vil have fingrene i den til deres stjernekrig, som taget ud af Anders And. Men det var i hvert fald sjovt at læse Asterix igen, og jeg gad egentlig godt have hele serien i hardback. Derudover fik jeg lidt forskelligt tøj og diverse små ting.
Harry Potter spil
Til Kims ældste søn, Viktor, gav jeg en pc spil, nemlig Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Den ville han meget gerne spille, så jeg måtte lære ham det. Det var godt nok mig der spillede det meste af tiden, da han ikke har prøvet den slags spil før, og så var den også lidt uhyggelig med alle de uhyggelige dementorer. Det er godt nok et børnespil, og jeg gennemførte den også på nogle timer. Hvis jeg skal anmelde den, vil jeg kun give den 1 stjerne, da der overhovedet ikke er noget udfordring i den og de steder hvor man skulle tro ville være sjovt at spille, blev bare vist som film. Det var dog skægt nok at spille computer igen, det er ikke noget jeg har gjort længe. Jeg gav også min nevø på 6 (”og en halv”) Need for Speed: Underground 2, samt en joystick, som jeg ikke bruger længere. Det var noget af et spring fra legoracers til det ret realistiske bil spil hvor man skal købe dele til bilen og tune den for at kunne vinde. Men det der forbløffede mig var hvor hurtigt han lærte at spille. Det tog en time, og så kunne han vinde over de andre biler i baner som jeg synes er svære. Jeg husker altid at jeg så på de voksne som langsomme, og fattede bare ikke hvorfor de ikke kunne finde ud af ”det med computere”. Nu er jeg også ved at blive halet indenom (men det skal jeg nok lave om på når jeg skal til at studere det). Det er ligesom den hast indlæringen sker på er ved at aftage. Det må være et tegn på at jeg er voksen.
Afsked
Denne jul har også været en slags afskedsfest for mig. Ikke fordi der er blevet gjort noget specielt for at sige farvel, for det tør jeg ikke før jeg har fået mit visum, men mere en anledning til at se min familie, som jeg nok ikke får set i langt tid. Jeg har godt nok sørget for, at familien kan få kontakt via webcam, så jeg ikke helt mister kontakten, men det bliver alligevel noget af en omvæltning. Jeg kan godt lide sikkerhed, og egentlig så kunne jeg heller tænke mig at studere i Århus eller København, men jeg springer ud i det for min egen skyld. Det er sådan set ikke gået op for mig endnu, og det er virker så uvirkeligt, som om det var en computer spil. Men når jeg sidder i Australien, så tror jeg virkeligheden kommer væltende ned over mig og jeg bliver nok lidt chokeret når det går op for mig hvad jeg er gået ind til. Jeg tror det bliver ligesom da jeg startede på Vejlefjord, hvor den første uge skete der så meget, og det følte egentlig bare som en spejderlejr. Men da det gik op for mig, at jeg ikke skulle hjem lige foreløbig, så blev jeg ret deprimeret og fik helt hjemve når jeg med tårer i øjnene talte i telefon med mor. Nu er jeg blevet en hel del mere erfaren, og jeg kommer nok ikke til at reagere helt på samme måde, og jeg tager det bare som den næste udfordring eller større skridt her i livet. Så håber jeg alt går godt, selvom jeg ikke aner hvor hårdt det måske bliver.
