Andreas Joensen

Jeg har en del hjemve lige fortiden og kunne egentlig helst bare tænke mig at tage hjem. Det er nu søndag morgen og der er en del faktorer der spiller ind på mine overvejelser. Det er ikke fordi jeg seriøst overvejer at tage hjem lige nu, men jeg vil ikke udelukke at jeg kunne finde på det indenfor den næste måneds tid.

For det første så kan jeg ikke holde den Australske væremåde. De virker meget amerikansk men på en meget afslappet måde. Jeg er blevet så vandt til den europæiske kultur og det er meget overvældende at skulle lære en helt ny kultur når jeg nu var begyndt at kunne lide den danske. Godt nok har man ikke den jantelov som man har i Danmark, men den australske måde at være på synes jeg næsten er værre.

Så er der også temperaturen som er alt for høj og jeg savner faktisk den danske kulde. Jeg ved mange misunder at jeg skulle til Australien og ned til varmen. Men jeg havde faktisk ikke noget imod kulden og længes lidt tilbage til den kolde og rene luft. Der er også så mange forskellige lyde, som chikaderne, som man hører uafbrudt hele tiden. Der er også larmen fra fabrikken som mit værelse vender imod og den er heller ikke til at holde ud da den larmer meget.

Til sidst, men nok den egentlig grund til at tage hjem til Danmark, er at jeg ikke tror jeg kan bruge den uddannelse jeg får her til noget i DK. Jeg snakkede nemlig med min kommende lærer, og han forstod slet ikke hvorfor jeg havde valgt at gå på Avondale. For det første så følte jeg mig slet ikke velkommen da han sagde det, men jeg tænke også det kunne være fordi standarden ikke er så god hernede. De har i hvert fald meget længere ferie og alene det faktum at jeg kun har en forlæser, siger at niveauet nok ikke er som der hjemme. Hvis dette passer og jeg finder ud af at jeg ikke får noget ud af det, så tager jeg hjem. For jeg gider ikke spilde 3 år af mit liv og finde ud af, at jeg slet ikke kan bruge det til noget som helst.

Den anden ligeså væsentlige grund til at tage det i DK er pengene. Det koster jo 100.000 kr. om året at gå her og jeg aner ikke hvordan jeg får råd til alt det. Hvor i Danmark bliver jeg nærmest betalt for at gå i skole. Jeg har jo nemlig ikke fået SU med her og det vil betyde at jeg skal til at arbejde her hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at gøre det færdigt.

Heldigvis så har jeg et halvt år at finde ud af tingene og selvom jeg måtte tage hjem før tid, så ville jeg ikke se det som et nederlag. For jeg har meget længe drømt om at tage på Avondale, og hvis jeg aldrig havde prøvet det, så ville det have naget mig resten af livet. Jeg giver det en chance, og ser om det hele går alligevel, men lige nu hælder jeg mig til at tage hjem.

Jeg troede det ville være godt at tage væk hjemmefra, men hold op hvor jeg savner familien og vennerne derhjemme!!

Der er gået nogle dage siden jeg kom til Avondale og der er sket en del.

Om fredagen besluttede jeg mig for at tage til et storcenter ikke så langt derfra. Så jeg gjorde mig klar og gik op til bussen. På vejen der op mødte jeg dem fra New Zealand jeg havde mødt i lufthavnen. De skulle lige ned på skolen, men skulle faktisk også til Tuggerah storcenter. De spurgte om jeg ville med, og det sagde jeg så ikke nej til. De skulle også ind til Morriset og oprette en bank konto, så det kunne jeg også ligeså godt gøre. Så fik jeg også set den by vi har været i så mange gange før. Det er nemlig der vi altid købte ind og det er også der toget går til Sydney og Newcastle. Men jeg fik i hvert fald oprettet en bank konto og vi tog af sted til Tuggerah. Der fik jeg købt en masse som jeg skulle bruge, men det var ikke så sjovt at være der som jeg husker det. Nok fordi man var sammen med nogle andre. Der var jeg i nogle timer. Efter det tog vi hjem til de mennesker der kørte os ind. Det var nemlig nogle fra Romenien som NZerne kendte og de spurgte om jeg ville spise med, og jeg måtte takke pænt ja. Ikke fordi jeg havde specielt meget lyst til at være sammen med dem, og ville egentlig hellere ned på skolen igen. Senere om aften skulle der så være noget for de unge, og de spurgte også om jeg ville med. Men da jeg var tilbage på værelset, så kunne jeg slet ikke holde mig vågn, og faldt i søvn (jeg tror kl. var 19).

Om lørdagen var det så sabbat og jeg ville i kirke. Det var meningen at jeg ville tage ned til cafeteriet og få mig noget morgenmad, men det fik jeg ikke taget mig sammen til (jeg har faktisk næsten ikke spist noget siden jeg kom). Noget jeg er mest bange for her er at møde andre mennesker og sådan et sted ville jeg have blive nødt til at sidde sammen med nogle og snakke. Det er også noget jeg ikke er så god til, jeg synes at min engelsk slet ikke er så god. Jeg kan sagtens forstå det engelske, men jeg har meget svært ved at finde de rigtige ord når jeg snakker med andre. Jeg fik i hvert fald noget tøj på, og begik mig hen til kirken. Jeg anede ikke hvor jeg skulle være og heldigvis var der en der fortalte mig lidt om hvor sabbatsskolerne var. Så jeg gik derhen og der var en lille gruppe mennesker der sad og spiste morgenmad. Der begyndte jeg at snakke med en fra Østrig. Det var faktisk ret rart at snakke med en europærer, da vi så havde noget fælles at snakke om. Så vi fulgtes ad i kirke efter sabbatsskole. Der oplevede vi en gudstjeneste der var meget anderledes end den i Danmark. Det var meget mere uformelt og de sang kun lovsange. Prædiken var også rettet til nogle unge, der netop var blevet udvalgt som ledere på skolen, og den var også lidt sjov en gang i mellem.

Så da det var ovre, så kom Moster Inge lige pludselig. Jeg havde talt med hende dagen før, og der havde hun sagt at hun ville komme den næst følgende lørdag, så det var lidt af en overraskelse at hun kom der. Hun og hendes forlovede tog mig i en Saab sportsvogn til min kusine Anja. Der fik jeg lidt at spise (kunne ikke spise meget, og siden jeg kom så har jeg generelt ikke været særlig sulten). Bagefter satte vi ind i stuen og snakkede. Ikke fordi jeg deltog så meget, da det hele forgik på engelsk og hvis jeg skulle deltage så ville det ødelægge snakken. Så jeg sad bare og så passivt på og virkede ret dum. Heldigvis kunne jeg snakke med moster Inge på dansk og det var rart at snakke et sprog jeg var god til (sjovt nok så har jeg altid syntes jeg var dårlig til dansk da jeg var i DK, men nu har jeg det helt modsat). Men der var vi det meste af eftermiddagen og hen ved 5 tiden blev jeg kørt tilbage til skolen. Så var det meningen jeg skulle tage mig noget at spise, men det droppede jeg og gik direkte i seng.

Lige nu sidder jeg i min seng på mit nye værelse kl. 5 om morgen. Jeg er lige vågnet fra min jet lag, og har sovet i ca. 16 timer. Jeg er begyndt at virke mere klar i hovedet for det var jeg bestemt ikke i går. Men her en referat af de sidste jeg mange timer siden jeg fløj fra Paris kl. 23:15 den 21. feb. til jeg sidder nu her kl. 05:20 den 24. feb.

Som sagt så var min oplevelse af Paris lufthavn ikke den bedste. Det jeg husker den bedst for var alle de køer jeg skulle stå i, den ulogiske opbygning af lufthavnen og franskmænd der var mega dårlig til engelsk. Men i hvert fald så steg vi ombord flyet kl. 23:15. Få at komme til economy class (eller ”tempo” som de kalder det) måtte man igennem 1. klasse og business. Det var nogle utrolig dejlige sæder, med masser af benplads og hvor man kunne lægge sæderne helt ned. Men jeg fandt min sæde, som ikke havde meget benplads og hvor hvis man lagde sæderne ned, så kunne man mærke knæene på dem bagved. Heldigvis var der et tv skærm i nakkestøtten (selvom de film jeg gerne ville have set aldrig blev vist) og jeg sad ved vinduet. Ved siden af mig sad der et ægtepar som var ret flinke, men det var ikke nogen jeg talte sådan med, de så i hvert fald asiatisk ud.

Vi fik så aftensmad og så ved 2 tiden slukkede de lyset. Jeg kunne ikke rigtig sove, så jeg satte mig for at se ”Walk the Line”. Det var ikke den mest spændende film, men som sagt viste de ikke andre, så det måtte jeg nøjes med. Da den var færdig prøvede jeg på at falde i søvn. Men det var mildest talt umuligt. Jeg er egentlig ikke sikker på om jeg faldt i søvn i det tidsrum, men ubehageligt var det. En masse timer senere en ca. 13 vil jeg tro, det følte i hvert fald som en evighed, tændte de for lysene og gav os morgenmad. Derefter landede vi i Singapore. Det var en dejlig lufthavn og jeg fandt hurtigt der jeg skulle være for at tage mit fly til Sydney. Denne gang var det Qantas jeg skulle med, og det var straks en bedre oplevelse. Godt nok var der lige lidt plads til benene, men af en eller anden grund så kunne jeg sove (nok fordi trætheden overvandt følelsen af ubehag). Deres underholdnings system virkede også. Jeg fik set filmen Proof, som handler om en der løser en eller anden bevis. Den måtte jeg se, da den netop handlede om det jeg skal til at lave de næste mange år, og så var den også ret god.

Efter en flyvetur på en 7 timer, landede jeg i Sydney. Der skulle jeg først igennem immigration (som tog ikke nær så lang tid som i Florida) og derefter hente baggagen. Da den endelig kom, så tog jeg det på en vogn og gik ud til udgangen. Der var der en frygtelig masse mennesker der ventede, og en del af dem havde skilte med navne på. Så jeg ledte efter en hvor der stod ”Avondale College”. For jeg havde nemlig bedt om nogle skulle hente mig (det får man tilbudt først år) og de sagde de ville være der. Der var så bare imidlertid slet ingen, i hvert fald ingen med et skilt til mig. Så jeg ventede lidt, da de nok var blevet forsinket i trafikken da det trods alt var 6:20 om morgen. Men der kom ingen. Så jeg skrev til mor om hun kunne sende mig nummeret til Avondale. Det gjorde hun så, og efter at have prøvet en hel del numre, fik jeg fat i nogen. Det viste sig nemlig at jeg slet ikke var skrevet på listen, men heldigvis var der nogen andre fra New Zealand og Los Angeles som skulle hentes lidt senere ved 8 tiden. Men jeg fandt ham til sidst efter at have ventet i 3 timer. Så kom der to fra NZ, en mor og sin datter. De var ret flinke, og vi snakkede lidt sammen. Så til sidst, kom hende fra LA, og vi kunne begive os til skolen.

Det var så meningen jeg skulle sove i bussen, men jeg kunne ikke falde i søvn af nysgerrighed over de ting jeg så. Jeg kunne dog ikke huske så meget af det, i hvert fald ikke indtil jeg nåede til en helt bestemt rundkørsel. Så kom alle minderne væltende tilbage og jeg kunne endda genkende træerne. Det var dog ikke helt som jeg huskede det, tingene virkede meget mere falde færdige og jeg synes jeg husker Cooranbong som mere by-agtig og ikke så outback-agtig som det åbenbart er. Men jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at smile, og jeg kunne hver genkende hver et sving i vejen. Så da vi nåede Avondale var der lige noget der gik op for mig. Jeg blev lige pludselig lidt nervøs, og også lidt bange. Men jeg bed det i mig og slæbte min kuffert af sted. Jeg vidste ikke rigtigt hvor jeg skulle hen, men heldigvis var der nogen der hilste på mig og viste mig hen til drengebygningen. Der gik jeg ind til preceptor kontoret, og han gav mig min nøgle. Derefter viste han mig mit værelse og også hvor de forskellige ting lå i bygningen. Det første jeg tænkte da jeg gik ind på mit værelse var: ”skal jeg til at bo sammen med 2 andre?”. Der er nemlig 3 senge på mit værelse, og jeg var bange for at bo sammen med en. Men så sagde han at den midterste seng ikke blev brugt, men det gør det ikke bedre..

Pga jet lag så gik jeg direkte i seng. Der sov jeg i 16 timer.

Så nu sidder jeg her og venter i Paris lufthavn.. Der er en ca. 3 timers ventetid før flyet til Singapore og derefter til Sydney afgår.

Det var lidt trist at skulle sige farvel i Kastrup, men nu er jeg på vej og der er ingen vej tilbage nu. Det er ikke fordi jeg fortryder det. Selve flyturen var der ikke noget ved. Jeg sad bare og læste avis hele vejen. Så I Paris kunne jeg ikke finde rundt, og jeg må sige det er noget af en rodet lufthavn. Da jeg endelig fandt ud af hvor jeg skulle hen og havde orienteret mig, så fandt jeg ud af at jeg skulle stå i en meget lang kø. Det var nemlig sikkerhedskontrollen jeg skulle igennem og det blev lidt trættende at stå der i længden.

Nå, men der er næsten ingen batteri tilbage..

I kastrup
Originally uploaded by Andreas Joensen.

Så sidder jeg og venter på at de oplyser hvilken gate jeg skal til.. Det var lidt underligt sådan at sige farvel, for jeg kommer ikke til at se dem jeg kender i et helt år! Men nu er jeg spændt på hvad fremtiden bringer, for nu begiver jeg mig ud på ukendt grund.. Jeg har købt mig en bog, The Lazarus Vendetta, så jeg har noget at foretage mig på den meget lange rejse.. Men jeg skriver igen når jeg kommer til Paris, hvor jeg skal være i hele 6 timer..

Jeg tog lige en personligheds test og som forventet:

Melancholics are often gifted, even prone to genius. You are deep and thoughtful, but this can lead to your being too introspective, to the point of moodiness and depression when you find flaws within your self. You strive for perfection in all things, most especially your self and your immediate world. You are sensitive to the needs of others, and loyal to your friends, but can be hard to please. Melancholics do well in the Arts, science, and math.

Which of the Humours are you?
brought to you by Quizilla

Før jeg skriver om den hyggelige københavnertur jeg havde sammen med Lars og Stian vil jeg lige komme med nogle MEGET gode nyheder. Jeg fik nemlig i går en email fra “The Department of Immigration”:

I am pleased to advise that you have successfully been assessed against OFFSHORE Higher Ed Sctr (Web) (TU 573) and your electronic application for a Student (Temporary)(Class TU) visa has been approved.

Med andre ord betyder det at jeg må rejse til og fra Australien lige så tosset jeg har lyst til indtil marts 2009. Det var også godt nok på tide jeg fik den min visum ansøgning godkendt. Jeg rejser om præcis 7 dage og uden en visum var jeg blevet nødt til at udskyde afrejsen. Godt nok er jeg er nogle dage i før alle de andre studerende, og jeg fik faktisk også en mail fra Avondale i dag om hvordan de første par dage kommer til at se ud. Jeg kan bla. se at der bliver afholdt en “Welcome Back Party”, men det håber jeg ikke er noget jeg skal være med til.

Lørdags hygge
Men tilbage til hvad der skete her i weekenden. Jeg ville gerne sige ordentlig farvel til min gode venner Lars og Stian før jeg tog afsted, så jeg inviterede dem hjem til mig. Stian kom om fredagen og Lars og lørdagen. Vi hyggede os rigtigt, og holdt også fødselsdag for Maria der fylder 18. Om aften så vi det danske melodi grand prix, og jeg fatter stadig ikke hvordan hende den 17 årige kunne vinde, de andre var da meget bedre!

Planetariet
Så den næste dag tog vi til københavn. Der tog vi først hen til Planetariet hvor vi den nye 3D imax forestilling. Det bestod af den sædvanlige stjerneforestilling, som jeg altid fasinceres af ligegyldig hvor mange gange jeg ser den. Så var der en 2D film om månelandningerne, og man fik en bedre fornæmmelse af hvordan det ville være at gå og arbejde på månen. Så var der en 3D film der hed: “den blå planet” som viste hvor onde vi er mod naturen og virkede mest som en propaganda film fra Greenpeace. Til sidst var der en 3D rollercoaster, der var sjov nok, men når man har prøvet den slags computer animerede og totalt urealistiske rutsjebaner, så er der ikke så meget ved den. Så er det meget sjovere når man flyver i helikopier hen over fx Grand Canyon. Det var også lidt irriterende at 3D filmene ikke fyldte hele lærdet, men kun en lille stykke inde på midten. Så på den måde var det nok en smule skuffende.

Fun with Dick and Jane
Derefter (kl. 15) tog jeg hen til Imperial for at købe de billeter jeg havde bestilt over nettet, til filmen “Fun with Dick and Jane“. Da jeg havde dem i hånden og filmen først startede kl. 16:30 gik vi lidt rundt i KBH og spiste lidt på Burger King. Så da tiden nærmede sig 16:30 gik vi ind i Imperial. Jeg var lidt trængende, og gik derfor på toilettet, men da jeg kom ud igen kunne jeg ikke finde billeterne. Jeg kunne huske at jeg havde haft billeterne i hånden lige inden jeg gik på toilettet, så jeg tog det helt roligt, for de måtte være et sted i nærheden. Jeg ledte i alle mine lommer og gennemrodede min pose for de skide billeter. Jeg var endda inde på toilettet for at gennemrode skradespanden. Men jeg kunne slet ikke finde dem. Så jeg gik over til billet skrænken for at spørge hvad jeg skulle gøre. Jeg fortalte dem hvad der var sket og håbede de ville sådan genudskrive mine billeter da jeg jo havde en bestillingsnummer. Men da han indtastede nummert på computeren fandt han ud af at de var blevet anulleret og at nogen havde købt dem kl. 14. Det forstod jeg virkelige ikke noget af, da jeg jo havde haft billeterne i hånden, som jeg havde fået fra automaten kl. 15. Jeg blev helt forvirret, for jeg havde jo betalt for billeterne, men han sagde at uden billeterne kunne han ikke gøre noget. Jeg ville ikke ødelægge aftenen, og var endda parat til at tage over på Palads for at se filmen (det var godt jeg ikke gjorde det, Palads blev nemlig evakueret pga gasudslip). I mellem tiden stod Lars og Stian og snakkede om hvor dårligt deres computer system var og sagde at de burde bare bide deres stolthed i sig og lade os ind. Det tror jeg han hørte, og han besluttede for at vi måtte se den alligevel. Så vi løb op ad trapperne og fandt den nærmeste palds, for filmen var jo allerede igang. Men da jeg tog min jakke af faldt billeterne ud af min ærme. Så de havde bare ligget der hele tiden uden jeg mærkede noget til dem. Så efter filmen viste jeg det til dem. De anerkendte fejlen og forstod ikke hvordan det kunne have sket. Så ham vi havde snakket med før filmen besluttede for at refundere vores billet. Så det fik vi en lille oplevelse ud af.

Hard Rock
Derefter gik vi over til Hard Rock Café der ligger ved Tivoli. Der fik vi en bord og bestilte vores mad. Lars og mig fik en Haystak salat og Stian noget kylling et eller andet. Selvom det kun var en salat, så var jeg utrolig mæt da jeg var færdig og der var slet ikke plads til dessert. Så vi bestilte bare 3 hot chocolates og gik efter vi havde betalt regningen.

Hjemturen
Det var så den aften og gik hen til toget. Købte vores billeter. Lars skulle hjem til mig, så vi gik hen til vordingborg toget. Vi sagde farvel til Stian, som jeg ikke ville se igen om et år (hvis altså han ikke kommer ned også besøger mig). Lars og jeg fandt en plads, og toget var nået et godt stykke væk fra hovedbanegården før toget standsede lige pludselig. Vi fik så derefter at vide, at der på Høje Tåstrup station en bombetrussel. Så toget kørte tilbage til banegården. Stian, som var taget med toget til Århus, var heller ikke kommet afsted pga denne bombetrussel. Da der ikke var nogen andre måder at komme til jylland end over Høje Tåstrup tog han med os hjem. Vi tog toget til Køge, hvor far hentede os og kørte os hjem.

Bombetrussel
Originally uploaded by Andreas Joensen.

Bare så typisk! Mig og Lars er på vej hjem fra kbh og så siger de der er en bombetrussel på høje tåstrup station.. Så nu er vi på vej tilbage til kbh og så ser vi hvordan vi kommer hjem.. Det har ellers været en virkelig hyggelig aften, men det skriver jeg om senere..